Vi stod op til solskin ☀️
Efter vi havde pakket sammen gik turen videre langs diget, i læ for den værste vind 💨
Ved Vidåslusen skulle vi lidt ind i landet mod Højersluse, fordi stien var blevet afspærret pga fuglereservat.
Lige ved grænsen mod Tyskland besøgte vi Danmarks sydvestligste bygning. Og selvfølgelig var der en grænsebom!
Herfra fulgte vi grænsen på den tyske side til Aventoft. Her så vi bla. det vildsvinehegn Danmark fik sat op for et par år siden…
I Aventoft fik vi grænseshoppet lidt inden vi fik frokost på Grenzkrog Aventoft- store portioner schnitzel, hakkebøf eller spaghetti bolognese. Megamætte kunne vi (heldigvis) trille derfra 🤪
Tilbage i Danmark – stadig uden paskontrol, vi har ellers slæbt passene med! – cyklede vi til Møgeltønder. En fin gammel by og et fint slot, men ikke så cykelvenlig belægning.
Herfra var der ikke langt til Tønder Station der var turens endemål. Svend Aage blev sendt med toget til Esbjerg efter bilen, mens vi andre gik en tur i byen hvor vi så smukke huse, en park og en kagmand.
Og så måtte vi ellers vente til Svend Aage kom tilbage for at hente os.
Dette var afslutningen på vores sommercykelferie 2023. Vi har været i 4 danske og 1 tysk kommune og kørt 155 km 😅